Dagbog Ketchup

Dagbog Ketchup

onsdag den 6. maj 2015

Det går så fint i hvalpe kassen.

Fantastiske Ketchup er SÅ dygtig. Hun er rolig og velovervejet i alt hvad hun gør med hvalpene og der er en vidunderlig ro i hvalpekassen. Ingen piven eller støjen ud over ved måltiderne hvor der er kamp om mælkebaren.

ZZ fødte igår 10 hvalpe og da 3 af disse hvalpe er noget mindre end resten. Valgte jeg her til morgen at flytte de to største af hendes han hvalpe (de to først fødte) ind til Ketchup. Det er altid spændende når man flytter hvalpe fra et kuld til et andet. Dels fordi Ketchups hvalpe naturligvis er større og dels fordi det aldrig er til at vide om Ketchup vil accepterer de to nye hvalpe.

Det gik over alt forventning. Ketchup tog straks de to små til sig og selvom de er mindre end resten af hvalpene så er der god plads til dem i mælkebaren. Ketchup giver meget mælk og derfor er hendes hvalpe mætte og tilfredse det meste af dagen - så de to ZZ hvalpe får god tid i mælkebaren og bliver nusset og passet af Ketchup som var de hendes egne.

De næste dage vil vise om de skal blive hos Ketchup. Så for at der ingen misforståelser bliver er alle hvalpene nu mærket op med et halsbånd og Ketchups to sorte drenge er blevet klippet ha ha ! De har fået klippet lidt pels af på ryggen så de er lette at genkende hvis de skulle miste et halsbånd.

Hvor er det let at være opdrætter når man har så fine tæver der fuldt ud accepterer og hjælper hinanden. ZZ har nu lidt bedre plads ved mælkebaren og det giver de små hvalpe en bedre chance til at vise os at de vil livet :-)

Der ud over kan jeg sige at vi er i fuld gang med at arbejde med deres central nervesystem ud fra Puppy Culture princippet. Det er virkelig sjovt at se deres meget forskellige reaktioner og se at nogle af dem bliver meget hurtigt vandt til det og andre skal have mere tid.

Jeg har altid brugt at håndtere hvalpene, så det eneste nye der er kommet til er den kolde klud og vatpinden der killer dem under poterne. Det tager 20 minutter at komme igennem alle 7 hvalpe og jeg får det gjort to gange dagligt så jeg er ret tilfreds med disse øvelser.

De skal lave fra hvalpene er 3 dage gamle og til de er 16 dage gamle. Det er den periode hvor de er mindst aktive og mest ligger i hvalpe kassen og sover og spiser så det er også en periode hvor jeg som opdrætter har god tid til det. Så det er helt klart noget der er kommet for at blive.

Selve øvelserne består i at berøre hver enkelt tå på poten med en vatpind, herefter løftes hvalpen op og vendes med hovedet ned af i ca. 5 sekunder, så jeg tæller til fem langsomt, så vendes hvalpen med hovedet op ad og til sidst vendes hvalpen om på ryggen og holdes der i 5 sek. Når disse øvelser er overstået sættes hvalpen ned på en iskold vaskeklud og igen i 5 sek.

Disse påvirkninger af central nervesystemet er en tidlig form for stress af systemet. Der er lavet en stor undersøgelse på schæferhunde der viser at de hunde der har fået denne påvirkning som hvalpe, har lettere ved at håndtere stress i voksen livet. Det er da en snild lille gave at give hvalpen med i rygsækken og så er det hyggeligt og en god daglig håndtering :-)

Der er lagt billeder ind i hvalpe galleriet under uge 1 både hos ZZ og Ketchup :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar